Nyheder
Nye afgørelser marts 2016
Den 4. marts 2016 afholdte Ankenævnet på Energiområdet nævnsmøde. De mest interessante sager fra dette nævnsmøde var fra elområdet.
Den første sag drejede sig om, hvorvidt selskabet var berettiget til at opkræve betaling på 4.000 kr. i sikkerhedsstillelse af forbrugeren.
Forbrugeren tilflyttede ejendommen i marts 2010. I januar 2015 sendte selskabet et krav om sikkerhedsstillelse på 4.000 kr., da selskabet havde sendt en række rykkere og lukkevarsler til ham. Forbrugeren svarede en måned senere, at han ikke kunne stille sikkerheden.
I marts 2015 havde selskabet stadig ikke modtaget sikkerhedsstillelsen, hvorfor det sendte et lukkevarsel til forbrugeren. Forbrugerens udestående var 5.150,46 kr. i slutningen af marts 2015.
Der var uenighed i nævnet om, hvorvidt kravene for at opkræve sikkerhedsstillelse var opfyldt. Der blev derfor truffet en afgørelse med dissens.
Flertallet mente, at rykkerbrevene og lukkevarslerne var udtryk for et uregelmæssigt betalingsmønster. Flertallet vurderede også, at dette betalingsmønster gav selskabet særlig grund til at forvente manglende betaling for fremtidig levering af el. Flertallet tillagde det ikke væsentlig betydning, at selskabet ikke havde lidt et egentligt tab. Det var heller ikke væsentligt for flertallets indstilling, at forbrugeren var overgået til månedsvis afregning og betalingsservice.
Mindretallet var af den modsatte opfattelse. Mindretallet lagde vægt på, at selskabet ikke havde lidt et egentligt tab, idet forbrugeren havde betalt sine regninger samt renter og gebyrer. Der var således ikke særlig grund til at forvente manglende betaling. Mindretallet vurderede således, at betingelserne for at opkræve sikkerhedsstillelse ikke var opfyldt.
Forbrugeren fik således ikke medhold, da flertallet vurderede, at selskabet var berettiget til at opkræve sikkerhedsstillelsen. Dog bemærkede et enigt nævn, at når forbrugeren udelukkende var netkunde hos selskabet, skulle sikkerhedsstillelsen tilbagebetales ved slutopgørelsen af forbrugerens kundeforhold i forbindelse med indførelsen af engrosmodellen. Dette medfører, at forbrugeren ikke længere vil være kunde hos netselskabet.
Læs hele afgørelsen på den første sag her.
Nævnet behandlede tre principielle sager om telefonsalg ved dette nævnsmøde. Sagerne lignede i store træk hinanden, og der vil i det følgende blive gennemgået én sag. Hovedspørgsmålet i sagerne var, om der var indgået en gyldig aftale om levering af el og hvilke konsekvenser dette skulle have.
Forbrugeren deltog i to internetkonkurrencer den 12. juli 2014 og den 4. februar 2015.
Den 5. februar 2015 kontaktede selskabet forbrugeren telefonisk. Parterne var uenige om, hvad der blev aftalt i denne samtale.
Nævnet konstaterede, at forbrugeren havde deltaget i internetkonkurrencerne og i den forbindelse givet samtykke til at blive kontaktet af selskabet. Nævnet tog ikke stilling til om samtykket var indhentet lovligt, og dermed gyldigt efter forbrugeraftaleloven. Nævnet har stillet sagerne der alene vedrører denne problemstilling i bero indtil Forbrugerombudsmanden udsender en vejledning om informeret samtykke i forbindelse med konkurrencesager.
Ifølge selskabet accepterede forbrugeren at indgå en aftale om levering af el. Hun fik sendt en ordrebekræftelse fra selskabet umiddelbart efter telefonsamtalen.
Forbrugeren mente, at hun bad selskabet om dokumentation for aftalens pris og vilkår. Da hun aldrig modtog dokumentationen, mente hun ikke at have indgået aftalen.
Det følger af forbrugeraftaleloven, at selskabet skal give forbrugeren en række oplysninger før aftaleindgåelsen, herunder oplysning om fortrydelsesret. Selskabets skal løfte bevisbyrden for, at forbrugeren er blevet korrekt oplyst om fortrydelsesretten. Nævnet vurderede, at selskabet i denne sag ikke havde løftet deres bevisbyrde.
Endvidere indeholdte den ordrebekræftelse som blev sendt til forbrugeren, et krav om, at fortrydelse skal meddeles selskabet skriftligt. Dette krav, vurderede nævnet, var i strid med forbrugeraftalelovens § 20. Efter denne paragraf er det tilstrækkeligt, at forbrugeren fortryder via en "utvetydig erklæring". Et krav om skriftlighed medfører således, at forbrugeren begrænses i at anvende sin fortrydelsesret ved for eksempel at fortryde via telefon eller personligt fremmøde.
Skriftlighedskravet er således mere vidtgående end det, som er tilladt efter forbrugeraftaleloven. Aftalen som selskabet mente blev indgået med forbrugeren, var på denne baggrund ugyldig. Spørgsmålet var herefter hvilken retsvirkning, ugyldigheden skulle have.
Nævnet vurderede ugyldigheden efter dansk rets almindelige regler om aftalers ugyldighed. Nævnet fandt, at forbrugeren ikke havde udvist passivitet, hvorfor forbrugeren heller ikke havde givet afkald på at påberåbe sig ugyldigheden. Nævnet baserede denne vurdering på, at selskabet sendte første aconto regning den 18. marts 2015. Forbrugeren modtog betalingspåmindelse den 15. april 2015, og klagede til selskabet den 29. april 2015.
Fordi forbrugeren gjorde indsigelse inden for rimelig tid, indebar ugyldigheden, at forbrugeren i denne konkrete sag ikke skulle betale for elforbruget i den omtvistede periode.
Forbrugeren fik således medhold. Selskabet har efterfølgende meddelt ankenævnet, at de er uenige i afgørelsen og vil derfor ikke efterleve
De to andre sager kan læses her:
Tilmeld dig til nyhedsbrevet
Du vil blandt andet få information om nye afgørelser, temaer, regler, statistik fra ankenævnet mv. Nyhedsbrevet udkommer ca. 4 gange om året.