De mest interessante sager fra de sidste tre nævnsmøder var alle fra elområdet.

Den første afgørelse drejede sig om, hvorvidt forbrugeren havde meddelt fraflytning korrekt til energiselskabet. Nævnet slog fast, at forbrugerens mail til selskabet var klar og tydelig, hvorfor forbrugeren havde opsagt sit kundeforhold korrekt.

Forbrugeren fraflyttede den 1. december 2016 leveringsadressen og opsagde umiddelbart herefter kundeholdet med selskabet. Forbrugeren kunne dog ikke dokumentere denne opsigelse.

Forbrugeren kontaktede herefter selskabet igen den 25. januar 2017 og igen den 22. februar 2017, hvor forbrugeren i en mail meddelte selskabet, at hun ønskede at opsige kundeforholdet.

Selskabet afviste opsigelsen, da der ikke var flyttet en ny lejer ind på adressen og da forbrugeren ikke havde udfyldt en flytteformular idet det fremgik af leveringsbetingelserne, at opsigelse af aftalen skulle ske skriftligt.

Nævnet traf afgørelse om, at forbrugerens mail til selskabet af 25. januar 2017 indeholdte en klar og tydelig opsigelse af kundeforholdet i overensstemmelse med selskabets leveringsbetingelser. Forbrugeren hæftede derfor ikke for betaling af elforbruget efter denne dato.

Læs afgørelsen her

 

Den anden afgørelse drejede sig om, hvorvidt der var sket korrekt afmelding af kundeforholdet og dermed om forbrugeren var fritaget for at betale for netabonnement, rykker og gebyr. Nævnet fandt, at forbrugeren havde indgået et frivilligt forlig og betalt hele restancen uden forbehold, hvorfor forbrugeren havde accepteret kravet.

Strømmen til forbrugerens ejendom blev afbrudt den 18. februar 2013, da forbrugerens forretning skulle lukkes, og huset sættes på tvangsauktion

Forbrugeren ringede den 4. marts 2013 til selskabet, som havde noteret: ’’ville bare lige høre, hvordan han skulle forholde sig i forhold til afbrydelse, og huset er sat på tvang’’. Selskabet mente ikke, de havde registreret en opsigelse ved denne telefonsamtale.

Da en ny kunde tilmeldte sig på leveringsadressen i december 2013, afmeldte selskabet forbrugeren pr. 19. december 2013 og sendte forbrugeren en slutopgørelse. Herefter fulgte der et rykkerforløb, da forbrugeren ikke betalte det opkrævede beløb.

Forbrugeren og selskabet indgik en betalingsaftale den 21. februar 2014 og forbrugeren betalte tre afdrag på betalingsordningen. Selskabet overdrog sagen til inkasso den 8. juni 2014, og forbrugeren betalte kort herefter restancen til inkassoselskabet.

Forbrugerens repræsentant klagede til selskabet og krævede tilbagebetaling af samtlige krav efter den 4. marts 2013.

Nævnet traf afgørelse om, at forbrugeren havde indgået et frivilligt forlig både med selskabet og med dets eksterne inkassoselskab om afvikling af den omtvistede restance. Forbrugeren indfriede hele restancen kort efter indgåelsen af det frivillige forlig. Nævnet lagde vægt på, at forbrugeren havde indfriet hele restancen uden forbehold eller anden indsigelse af nogen art, hvorfor nævnet fandt at forbrugeren havde accepteret kravet.

Læs afgørelsen her.

 

Den tredje afgørelse drejede sig om, betaling af et merforbrug, hvor måleren havde målt nul-forbrug over en længere periode. I denne sag fandt forældelsesloven anvendelse og forbrugeren hæftede derfor kun for 3 år tilbage.

Forbrugerens fjernaflæste elmåler havde ikke sendt aflæsninger til netselskabet de seneste 4 år. Årsagen var, at måleren var monteret forkert. I denne periode havde forbrugeren kun betalt for sit netabonnement.

Forbrugeren modtog en ekstraregning på kr. 40.471,46 fra selskabet vedrørende perioden 2012-2016. Selskabet opdagede i efteråret 2016, at måleren ikke målte forbrug på tællerværk1, men på tællerværk 2. Fejlen blev opdaget ved er rutinemæssigt udtræk over adresser ned nul-forbrug.

Nævnet konstaterede, at fejlen lå hos netselskabet, da det havde fejlmonteret måleren, og da dette var årsagen til, at forbruget ikke blev sendt til selskabet.

Flertallets opfattelse var, at selskabet som udgangspunkt kan kræve efterbetaling af forbruget, men at kravet var omfattet af den almindelige 3 årige forældelsesregel jf. forældelseslovens § 3, stk.1.

Mindretallet fandt, at selskabet burde have reageret på et nul-forbrug. Da der var tale om en fjernaflæst måler, har selskabet løbende kunnet konstatere, om der har været usædvanlige udsving på måleren, herunder nul-forbrug. Set i forhold til selskabets tekniske muligheder for at opdage dette forhold, fandt mindretallet, at der bør fastsættes en grænse på 6 måneder, som forbrugeren skulle hæfte for.

Nævnet traf afgørelse i overensstemmelse med flertallets opfattelse, og forbrugeren skulle således betale for det forbrug, som lå 3 år tilbage i henhold til forældelseslovens § 3, stk.1.

Læs afgørelsen her.



Når du tilmelder dig vores nyhedsbrev behandler vi dit navn og e-mail i henhold til persondataloven. Læs mere i vores privatlivspolitik.

Kunne du bruge siden?

 

 

Nye afgørelser februar 2017

Find ankenævnets vedtægter her

Ankenævnet anvender Min sag

Europæisk klageportal til forbrugere

Laboratoriebesøg i Sverige

Tur til jylland version 2.0