Skip navigation

Fast afgift ved tilslutningspligt - "Målerleje" for ikke opsat varmemåler

Afgørelse

11. marts 2008

Urimelig betaling af fast afgift . Betaling af "målerleje" for ikke opsat varmemåler

I november 1989 vedtog Hundested Kommune en varmeforsyningsplan, som generelt pålagde alle ejendomme i indklagedes forsyningsområde at blive tilsluttet indklagedes ledningsnet senest den 10. november 1998.  Eksisterende bebyggelse, der i november 1989 ikke var tilsluttet, skulle tilsluttes med en frist på 9 år.

I brev af 8. november 1989 meddelte kommunen beslutningen til ejendoms­ejerne.

Klager har ved ankenævnet krævet refusion af 7 års betaling af rumafgift på ca. 32.820 kr. [4 x 4.690 kr.] + målerleje samt fritagelse fra fremtidige betalinger af rumafgift.

Der hevises i øvrigt til den fulde ordlyd af afgørelsen.

NÆVNETS BEMÆRKNINGER

Ankenævnet bemærker indledningsvis, at foranstående sagsfremstilling er et resume af parternes oplysninger til ankenævnet. Ved nævnets vurdering af sagen har nævnsmedlemmerne været bekendt med samtlige breve og bilag, som parterne har indsendt i sagen.

Sagen vedrører indklagedes varmeforsyningsplan, som blev vedtaget af den daværende Hundested Kommune i 1989 efter den da gældende lov nr. 330 af 29. juni 1983 om varmeforsyning. Efter varmeforsyningsplanen blev det generelt pålagt alle eksisterende og kommende ejendomme pligt til at tilslutte sig indklagedes varmeforsyningsnet, for eksisterende ejendomme senest i november 1998. I kommunens afgørelse blev det samtidig oplyst, at varmeforbrugerne skulle betale en engangsudgift (tilslutningsafgift) og herudover en fast årlig afgift (rumafgift og målerleje).

Ankenævnets kompetence
Af ankenævnets vedtægter fremgår:

    § 1. Ankenævnet behandler civilretlige tvister mellem private forbrugere og energiselskaber.


   Stk. 2. Ankenævnet behandler klager fra private forbrugere vedrørende forbrugeraftaler om køb og levering af el, gas og varme samt andre varer og tjenesteydelser i forbindelse hermed. Den private klager skal stå i direkte kundeforhold med det energiselskab, der klages over.

   Stk. 3. …

    § 4. Uden for ankenævnets kompetence falder sager, hvis behandling i henhold til lovgivningen er henlagt til offentlige myndigheder eller andre godkendte anke- eller klagenævn.

Varmeforsyningslovens § 26:

   § 26. Energiklagenævnet behandler klager over afgørelser truffet af kommunen, transport- og energiministeren eller Energitilsynet efter denne lov eller efter regler udstedt i henhold til loven.

   Stk. 2. Kommunens, transport- og energiministerens og Energitilsynets afgørelser kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed end det i stk. 1 nævnte Energiklagenævn. Afgørelserne kan ikke indbringes for domstolene, før den endelige administrative afgørelse foreligger.

   Stk. 3. …

Ankenævnet er således ikke kompetent til at træffe afgørelse om, hvorvidt grundlaget for den daværende Hundested Kommunes beslutning om at pålægge klager tilslutnings- og forblivelsespligt efter den dagældende varmeforsyningslov har været eller ikke længere er til stede. Ankenævnet afviser derfor for at behandle denne del af klagen.

Pligt til at betale fast bidrag

Det fremgår af oplysningerne i sagen, at den daværende Hundested Kommune ved beslutning af 8. november 1989 i medfør af den dagældende varmeforsyningslov (lov nr. 330 af 29. juni 1983 om varmeforsyning) bestemte at pålægge bl.a. klagers ejendom en tilslutningspligt til fjernvarmeforsyningen, således at klagers tilslutning til varmeforsyningsnettet skulle ske senest den 10. november 1998.

Hundested Kommunes beslutning om at pålægge klagers ejendom tilslutningspligt indebærer efter § 3, stk. 1, nr. 1, i den dagældende bekendtgørelse nr. 98 af 19. marts 1982 om tilslutning m.v. til kollektive varmeforsyningsanlæg (tilslutningsbekendtgørelsen), at forsyningsselskabet fra tilslutningstidspunktet kan pålægge ejendommens ejer bl.a. at betale de afgifter, som ifølge selskabets anmeldelse til daværende Gas- og Varmeprisudvalg, nu Energitilsynet, er gældende for ejendomme, som tilsluttes anlægget.

Indklagede har således efter den 10. november 1998 været berettiget til at kunne opkræve faste afgifter hos de ikke tilsluttede ejendomme. Bestemmelsen i bekendtgørelsen fremgår nu af bekendtgørelse nr. 31 af 29. januar 2008, § 7, stk. 1, nr. 1.

Ankenævnet har lagt til grund, at Energitilsynet som tilsynsmyndighed har udviklet den praksis, at varmeforsyningsselskabernes krav om betaling af faste afgifter skal dække de omkostninger, der for varmeforsyningen er forbundet med forbrugerens tilstedeværelse på forsyningsnettet og forbrugerens ”trækningsret” på kapaciteten.

Nævnet finder herefter, at klager efter de gældende regler har været forpligtet til at betale den opkrævede faste afgift. Nævnet kan derfor ikke give klager medhold i det fremsatte krav om tilbagebetaling af 7 års opkrævede rumafgift.

Ad ”målerleje”

På indklagedes tarifblad fremtræder også en post benævnt som: ”Målerleje”. Betegnelsen må ud fra en naturlig sproglig og sædvanlig branchemæssig fortolkning anses for at være en afgift, der er knyttet til det forhold, at der er opsat en forbrugsmåler på installationsadressen. Afgiften er derfor i realiteten et beløb til afskrivning af anskaffelsesprisen samt dækning af omkostninger til administration af måleraflæsninger m.v.

Denne opfattelse om afgiftens natur er i den aktuelle sag tillige bestyrket ved indklagedes handlemåde, hvor indklagede ved klagers indsigelse om manglende måler, straks tilbød at opsætte en varmemåler.

Uanset at det i fjernvarmebranchen og blandt fjernvarmeselskaberne er almindeligt, at en tarifpost benævnt som ”Målerleje” sædvanligvis dækker opkrævning af et fast beløb til dækning af administrationsomkostninger i tilknytning til installationsadressen, kan denne indforståethed ikke anses for almindelig kendt blandt varmeforbrugerne. I overensstemmelse med betegnelsen må tariffen ”Målerleje” i denne sag fortolkes således, at den er relateret til en faktiskopsat måler. Da der således ikke har været eller er opsat en varmemåler på installationsadressen, har indklagede ikke præsteret nogen modydelse. Klager får derfor medhold i det fremsatte krav om at blive fritaget for at betale målerleje.

Kravet er undergivet den almindelige forældelse på 5 år, således at der kan kræves tilbagebetaling af målerleje i op til 5 år tilbage i tiden. Da klageformular er modtaget den 13. december 2006, har klager herefter krav på at få tilbagebetalt det beløb, der er opkrævet som ”Målerleje” siden den 12. december 2001. Betalte beløb for tidligere periode er bortfaldet som følge af forældelse.

Klager skal endvidere heller ikke betale fremtidig ”Målerleje”, så længe posten betegnes som ”Målerleje”. Ved omlægning af tariffen med en anden betegnelse, bliver klager kun forpligtet i det omfang, indklagede over for tilsynsmyndigheden (Energitilsynet) dokumenterer, at tariffen ikke dækker over udgifter i relation til målere.

Forrentning af kravet

Klagers krav på tilbagebetaling af den såkaldte ”Målerleje” og indklagedes betalingsforpligtelse er først fastslået ved ankenævnets afgørelse. Klagers tilbagesøgningskrav kan derfor tidligst forrentes 30 dage efter afgørelsens dato, jf. rentelovens § 3, stk. 2.

Sagens omkostninger

Klager har herefter fået delvis medhold i et sådant omfang, at der med sagens omkostninger forholdes således, at indklagede til ankenævnet skal betale sagens omkostninger på 7.000 kr., jf. § 24, stk. 1, nr. 2, i ankenævnets vedtægter og pkt. 1a i bilaget til vedtægterne, jf. § 3 i bekendtgørelsen om omkostninger ved godkendte, private klage- eller ankenævn.


Klagegebyret tilbagebetales til klageren i medfør af ankenævnets vedtægter § 23, stk. 2.

Hent afgørelse som PDF

Dato for afgørelse:: 11. marts 2008

Sagsnummer:: 4/1920-0301-0053

Sidst opdateret: 11. marts 2008

Stempel