Udtrædelsesgodtgørelse

En af de tilbagevendende problemstillinger i ankenævnets sager på varmeområdet er spørgsmålet om opkrævning af udtrædelsesgodtgørelse.

Med dette tema vil vi informere om den praksis, der efterhånden er blevet fastlagt af ankenævnet. Energiselskaber og forbrugere kan her blive klogere på, hvordan denne praksis er opstået, og hvordan ankenævnet vurderer betingelserne i de enkelte sager.

Hvornår er udtrædelsesgodtgørelse aktuel?

Det kan blive aktuelt at tale om udtrædelsesgodtgørelse, når en forbruger opsiger sit kundeforhold med værket. Det vil typisk være i en situation, hvor en forbruger ønsker at overgå til anden varmekilde, som fx jordvarmeanlæg, elvarme eller naturgas. Her bør man overveje og undersøge mulighederne for, om man vil blive mødt med et krav om udtrædelsesgodtgørelse. Hvis man gør, må man inddrage dette i vurderingen om, det stadig kan betale sig at udtræde af værket til fordel for en anden varmekilde.

Den forbruger, der ikke længere ønsker at være kunde i værket og derfor ønsker at udtræde fra det fællesskab, som værket er etableret på, skal betale sin forholdsmæssige andel af varmeforsyningsselskabets gæld på udtrædelsestidspunktet.

Et krav om udtrædelsesgodtgørelse kan variere meget, men kan erfaringsmæssigt være alt fra 10.000 kr. til 100.000 kr., som den enkelte forbruger skal betale. Hertil vil typisk også komme omkostninger til fraskæring af stikledning, nedtagelse af måler mv.

Historien bag udtrædelsesgodtgørelse

Oprindeligt indførte man ved stiftelsen af et stort antal af fjernvarmeselskaber, en bestemmelse i værkets vedtægter om 20 års aftagepligt for andelshavere. Man kunne således som fjernvarmekunde tilmelde sig værket forholdsvis billigt, men samtidig forpligtede man sig til at bruge varme i en periode på mindst 20 år. Vilkåret var nødvendigt for værkerne af hensyn til en forsvarlig låneoptagelse og stabil drift. 

I 1984 traf Gas- og Varmeprisudvalget og Monopolankenævnet en afgørelse om, at vilkåret om 20 års uopsigelighed var urimeligt. Den 20 årige pligt til at være medlem af værket og bruge værkets varme blev derfor ophævet.  Afgørelsen skabte i stedet en mulighed for, at kunden kunne opsige og forlade værket som kunde. Dette kaldes at udtræde fra værket. Hvis man ønskede at udtræde, indebar det, at man kunne blive pålagt at betale en godtgørelse til værket. Højesteret tiltrådte afgørelsen i en dom fra 1987. På denne måde opstod begrebet udtrædelsesgodtgørelse.

Frem til 2004 behandlede Energitilsynet (som afløste Gas- og Varmeprisudvalget) sager fra forbrugere, som omhandlede hvilke betingelser, der skulle være til stede, for at værket kunne opkræve godtgørelse for at udtræde af værket. Sagerne kunne samtidig omhandle beregningsgrundlaget, som værket skulle bruge til at beregne beløbet på godtgørelsen. I dag er det Ankenævnet på Energiområdet, der har kompetencen til at afgøre disse sager.

Der har udviklet sig en praksis, hvor der er tre betingelser for, at et varmeforsyningsselskab kan opkræve udtrædelsesgodtgørelse af en forbruger. Energitilsynets praksis var, at alle de udviklede betingelser skal være opfyldt samtidigt, før der kan opkræves udtrædelsesgodtgørelse. Ankenævnet på Energiområdet har fortsat lagt den udviklede praksis til grund for sine afgørelser.

Hvilke betingelser skal være til stede for at opkræve udtrædelsesgodtgørelse?

Der er tre betingelser for at værket kan opkræve udtrædelsesgodtgørelse:

1. Hjemmel i en aftale.
2. Værket må på opsigelsestidspunktet ikke være økonomisk veldrevet (økonomi).
3. Den ledigblevne kapacitet, der opstår ved forbrugerens udtræden, må ikke kunne afsættes til anden side i det eksisterende forsyningsnet (udbygning)

 Vedr. betingelsen om hjemmel

Det er et krav, at der er hjemmel i parternes aftale, for at der overhovedet kan opkræves udtrædelsesgodtgørelse. Typisk vil et vilkår herom fremgå af værkets vedtægter. En stor del af varmeforsyningerne er organiseret som forbrugerejede andelsselskaber, og kunderne har dermed status som andelshavere og er derfor omfattet af vedtægterne.

I de seneste år har nævnet behandlet en række sager, hvor forbrugerne er kunder, men ikke andelshavere (og derfor ikke bundet af vedtægterne). I disse tilfælde skal en bestemmelse om opkrævning af udtrædelsesgodtgørelse fremgå af et sæt almindelige leveringsbestemmelser. I nogle tilfælde kan der opstå tvivl om, hvorvidt forbrugeren er andelshaver eller almindelig kunde. Se nærmere om denne problemstilling i nævnets afgørelse - eksempel 1.

For begge typer af hjemmelsgrundlag gælder, at de skal være anmeldt til Energitilsynet for at være gældende. Dette er en gyldighedsbetingelse efter varmeforsyningsloven. Nævnet har i en sag afvist, at et værk kunne opkræve udtrædelsesgodtgørelse, fordi værket ikke havde anmeldt deres vedtægter til Energitilsynet - se eksempel 2. 

Én ting er, at hjemmelsgrundlaget skal være gyldigt, en anden ting er, om de forpligter forbrugeren og dermed udgør en tilstrækkelig hjemmel. Nævnet vurderer således, om det gyldige hjemmelsgrundlag er bindende over for forbrugeren efter de aftaleretlige regler, herunder om byrdefulde vilkår er varslet.

Vedr. betingelserne ”ikke økonomisk veldrevet” og ”ikke under løbende udbygning”

Ifølge praksis på området kan værket kun kræve udtrædelsesgodtgørelse, hvis værket, som forbrugeren udtræder af, ikke er økonomisk veldrevet og ikke er under løbende udbygning. Det er værkets forhold på opsigelsestidspunktet, der er relevant ved vurderingen.

Hvis et værks økonomi således ikke bliver berørt af en forbrugers udtræden, enten fordi værket generelt set har en god økonomi, eller at den ledigblevne kapacitet kan overtages af en forbruger, kan der ikke opkræves udtrædelsesgodtgørelse.

Er der derimod tale om et såkaldt nødlidende værk, der har en sårbar økonomi, høje varmepriser og ikke har mulighed for at udvide nettet og/eller tiltrække nye forbrugere, så vil udgangspunktet være, at der kan opkræves udtrædelsesgodtgørelse. I modsat fald vil de øvrige tilbageværende forbrugere skulle ’dække ind’ for den udtrædende, hvilket typisk vil give udslag i højere varmepriser.

Den økonomiske begrundelse for at tillade opkrævning af udtrædelsesgodtgørelse er at sikre, at de øvrige varmeforbrugere, der fortsat køber varme fra værket, ikke bliver påført en økonomisk byrde ved, at en forbruger træder ud. Dette hensyn betegnes som ”princippet om at rydde økonomisk op efter sig”. (Princippet indebærer, at forbrugeren betaler sin del af værkets gæld på tidspunktet for den faktiske udtrædelse).

På denne måde stilles de øvrige forbrugere ikke ringere, end de ville være stillet, såfremt forbrugerne var blevet i forsyningen. Den del af værkets gæld, som forbrugeren skal betale sin forholdsmæssige andel af, er værkets samlede anlægsudgifter, fratrukket de afskrivninger som værket har indregnet i sine varmepriser.

Nævnet vil typisk se på værkets overordnede økonomiske situation, herunder størrelsen på gælden, om der bliver foretaget nye investeringer samt værkets priser. I eksempel 3 kan du læse en afgørelse, hvor nævnet vurderede, at værket havde en sund økonomi og derfor ikke kunne opkræve udtrædelsesgodtgørelse.

Hvorvidt fjernvarmeværket er under udbygning vurderes ud fra oplysninger om udviklingen af antallet af kunder samt det tilsluttede antal kvadratmeter typisk for opsigelsesåret og de to foregående varmeår.

Eksempler

Her følger nogle eksempler, hvor nævnet har taget konkret stilling til opkrævning af udtrædelsesgodtgørelse. Du kan læse mere om ankenævnets afgørelser ved at klikke på et af disse links:

Eksempel 1 – 12/04802 Kunden var ikke andelshaver

Eksempel 2 – 12/07895 Manglende anmeldelse af vedtægter

Eksempel 3 – 12/17114 Vurdering af værkets økonomi

Eksempel 4 – 15/00583 Betingelser opfyldt, men beregning korrigeret