Skip navigation

Nye afgørelser maj 2016

11. juli 2016

Fredag den 13. maj 2016 afholdte Ankenævnet på Energiområdet nævnsmøde. De mest interessante sager fra dette nævnsmøde var fra varme- og elområdet. 

Varmeområdet

Den første sag drejede sig om et tilbud om at konvertere fra opvarmning med naturgas til opvarmning med fjernvarme. Selskabet fortalte forbrugeren, at han kunne forvente en årlig besparelse på 10 %.

Forbrugeren var et bofællesskab, som bestod af 33 rækkehuse og et fælleshus. Bofællesskabet havde deres egen varmecentral, som forsynede de 33 rækkehuse med varme. Det indklagede fjernvarmeselskab var ansvarligt for at levere varme til bofællesskabets egen varmecentral.

 

På baggrund af ”forbrugerens” status som bofællesskab, var det første spørgsmål nævnet skulle tage stilling til, om klagen kunne behandles, eller om sagen skulle afvises fordi ”forbrugeren” var erhvervsdrivende. Nævnet kan vælge at behandle sager fra en erhvervsdrivende, hvis klagen ikke væsentligt adskiller sig fra forbrugerretlige forhold. I denne klagesag vurderede nævnet, at sagen adskilte sig væsentligt fra forbrugerretlige forhold, og sagen blev derfor ikke behandlet.

Vurderingen var baseret på, at forbrugerens egen varmecentral blev forsynet med varme fra det indklagede fjernvarmeselskab. Herudover fandt nævnet, at forbrugerens varmecentral måtte defineres som en blokvarmecentral, baseret på størrelsen af varmecentralen. Dette indebar, at varmecentralen var omfattet af varmeforsyningsloven og dermed reglerne om projektgodkendelse for varmeplanlægning.

Det var således nævnet beslutning, at klagen reelt handlede om en tvist mellem to erhvervsdrivende om til hvilken pris, der leveres opvarmet vand til blokvarmecentralen, hvorfor nævnet ikke havde kompetence til at behandle sagen.

Sagen blev således afvist. Læs hele afgørelsen her. 

Den anden sag drejede sig om et tilskud, man kunne opnå som forbruger hos værket, hvis man udskiftede sin varmeveksler med en nyere version. Varmeveksleren er en del af den samlede fjernvarmeinstallation hos forbrugeren.

 

Forbrugeren anførte, at han ringede til værket i marts 2015 for at ansøge om tilskuddet. Værket derimod mente ikke, at de havde modtaget en opringning fra forbrugeren om tilskudsordningen.

En måned senere modtog værket en henvendelse fra forbrugeren. I denne forbindelse oplyste værket, at tilskuddet skulle søges igennem en VVS-installatør.

 

I april blev forbrugerens fjernvarmeinstallation udskiftet af en VVS-installatør. Men da værket modtog fakturaen fra VVS'eren, nægtede værket at udbetale tilskuddet. Begrundelsen var, at der ikke var indgået en aftale med forbrugeren om tilskuddet. Herudover var værket samtidig fusioneret med et andet varmeværk, og tilskudsordningen blev ikke videreført til det nye varmeværk.

Nævnet tog udgangspunkt i, at det er værkets risiko at sikre, at forbrugeren har fået tydelig og klar information om vilkår og betingelser for at opnå tilskuddet, samt oplysning om at tilskuddet skulle søges via en VVS-installatør.

Værket havde ikke sandsynliggjort, at forbrugeren var tilstrækkeligt informeret om disse oplysninger, og forbrugeren var derfor i god tro om at have opnået tilskuddet. Hertil konstaterede nævnet, at forbrugerens varmeveksler opfyldte kriterierne for at opnå tilskuddet. Forbrugeren skulle derfor have udbetalt tilskuddet.

Nævnet slog fast, at fusionen ikke ændrede på nævnets afgørelse, da det nye varmeværk blot overtog forpligtelsen over for forbrugeren.

Forbrugeren fik således medhold. Læs hele afgørelsen her.

Elområdet

Den tredje sag drejede sig om en uvarslet forsyningsafbrydelse der medførte ødelæggelse af indholdet i forbrugerens fryser og køleskab.

Selskabet sendte et lukkevarsel til forbrugeren, hvor afbrydelsen var sat til at finde sted ”på en af de nærmeste hverdage fra og med 27. april 2015”.

Den 8. juni 2015 lukkede selskabet for forbrugerens strøm. Da hun var ude og rejse, opdagede hun først afbrydelsen fire dage efter, at selskabet havde lukket for strømmen.

Den 15. juni 2015 fik hun kontakt til selskabet, betalte det skyldige beløb og derved åbnet for strømmen. Parterne var uenige om, hvorvidt selskabet havde sendt varsel ud til forbrugeren før forsyningsafbrydelsen.

Nævnet konstaterede, at forsyningen blev afbrudt fór lang tid efter angivelsen i lukkevarslet til, at forbrugeren med rette kunne have indrettet sig herefter. Selskabet burde have sendt et nyt lukkevarsel forud for den faktiske afbrydelse. Afbrydelsen var således uvarslet og fulgte ikke den korrekte lukkeprocedure, hvorfor forbrugeren ikke skulle betale lukke- og åbnegebyr.

Da selskabet ikke havde varslet forsyningsafbrydelsen korrekt, skulle selskabet erstatte forbrugerens tab, som var forårsaget af afbrydelsen. Forbrugeren skulle herefter dokumentere værdien af de ødelagte madvarer. Nævnet vurderede i denne sammenhæng, at forbrugeren havde sandsynliggjort sit tab af ødelagte madvarer, hvorfor der ikke var grund til at tilsidesætte forbrugerens krav.

Nævnet bemærkede dog, at tab af madvarer dokumenteres bedst ved at tage billeder af de ødelagte madvarer inden de destrueres, samt billeder af købskvitteringerne herfor.  

Forbrugeren fik således medhold i sit krav om erstatning for sine ødelagte madvarer, samt at hun ikke skulle betale åbne- og lukkegebyr. Læs hele afgørelsen her.

Den fjerde sag drejede sig både om en flytteopgørelse og forbrugerens betaling for sin udlejers regning.  

 

Forbrugeren modtog en flytteopgørelse for sit elforbrug i juli 2015. Hun var ikke enig i opgørelsen og klagede til selskabet, idet hun mente, at hun skulle have penge tilbage. Nævnet fandt ikke grundlag for at tilsidesætte selskabet opgørelse, idet forbrugeren ikke havde løftet sin bevisbyrde for, at det målte forbrug ikke svarede til det faktiske forbrug.

Med hensyn til forbrugerens betaling af sin udlejers regning, havde selskabet anført, at betalingen ikke kunne modregnes i forbrugerens kundeforhold. Forbrugeren var uenig.

I oktober 2015 modtog forbrugeren et brev i sin postkasse fra selskabet. På konvolutten stod der: "betales af [forbrugerens navn]". Brevet var adresseret til forbrugerens udlejer, og det var også hans navn fakturaen var udstedt til. Forbrugeren betalte fakturaen den 6. oktober 2015.

Nævnet konstaterede, at forbrugerens betaling for sin udlejers regning skete uden at rådføre sig hos selskabet først. Selskabet havde derfor med rette afskrevet betalingen på udlejers konto.

Nævnet bemærkede dog, at forbrugeren muligvis kunne have et krav mod sin udlejer.  Nævnet kunne dog ikke vurdere dette krav da det faldt uden for nævnets kompetence.

Forbrugeren fik således ikke medhold. Læs hele afgørelsen her.

Den femte sag drejede sig om hvorvidt selskabet kunne bevise, at forbrugeren havde givet samtykke til at blive ringet op af selskabet i forbindelse med salg af el.

Ifølge selskabet havde forbrugeren deltaget i en internetkonkurrence, hvor hun havde givet samtykke til at blive kontaktet af selskabet. Forbrugeren var uenig, og mente ikke, at selskabet havde lov til at kontakte hende. Selskabet leverede el til forbrugeren i 10 måneder efter telefonsamtalen, og forbrugeren modtog én faktura pr. måned.

Nævnet vurderede, at selskabet ikke havde dokumenteret et gyldigt samtykke til at kontakte forbrugeren med henblik på at indgå aftale om salg af el. Da samtykket ikke var til stede, var forbrugerens eventuelle bekræftelse af aftalen ikke gyldig efter forbrugeraftaleloven. Allerede af denne grund fik forbrugeren medhold i sin klage, og blev fritaget fra ethvert pengekrav fra selskabet.

Hvis selskabet havde dokumenteret et gyldigt samtykke fra forbrugeren, er det selskabets bevisbyrde at løfte, at forbrugeren har indgået en gyldig og bindende aftale. Selskabet kunne dog ikke fremlægge hverken lydfil eller transskribering af telefonsamtalen som dokumentation for, at aftalen var indgået. 

Nævnet anførte derfor, at det var tvivlsomt, om der overhovedet var indgået en bindende leveringsaftale mellem parterne.

Konsekvensen af selskabets manglende dokumentation for et gyldigt samtykke til at kontakte forbrugeren, eller, at der var indgået en gyldig aftale, var fritagelse fra betaling af leveret i el i hele den omtvistede periode på ca. 10 måneder.

Læs hele afgørelsen her.

Den sjette sag drejede sig om indgåelse af aftale via telefon. I dette tilfælde havde selskabet taget kontakt til forbrugerens pizzeria.

I denne telefonsamtale indgik parterne angiveligt en aftale for både pizzeriaet og forbrugerens private bopæl. Nævnet afviste dog at behandle sagen vedrørende pizzeriaet, da denne sag faldt uden for nævnets kompetence, da der var tale om en erhvervsdrivende.

 

Selskabet ringede til forbrugeren et par dage efter telefonsamtalen i forbindelse med et kvalitetsopkald. I denne samtale gjorde forbrugeren indsigelse mod at have indgået aftalen, og ønskede således aftalen ophævet. Selskabet gjorde opmærksom på, at hvis forbrugeren ønskede at ophæve aftalen, krævede selskabet et annulleringsgebyr, idet forbrugeren ikke havde fortrydelsesret.

 

Selskabet begrundede den manglende fortrydelsesret med, at aftalen, som omfattede forbrugerens private bopæl, var en del af den ”erhvervsaftale”, som var indgået med pizzeriaet. Når der var tale om en erhvervsaftale, havde forbrugeren mistet sin fortrydelsesret, da denne ikke er et lovkrav ved aftaleindgåelse mellem selskaber.

Nævnet konstaterede, at ”erhvervsaftalen” i sig selv ikke var i strid med forbrugeraftaleloven. At selskabet også inddrog forbrugerens private adresse i aftalen derimod, var ikke lovligt efter forbrugeraftaleloven.

Årsagen til dette var, at selskabet ikke havde dokumenteret, at telefonsamtalen vedrørende privatadressen også var rettet mod en erhvervsdrivende. Da selskabet inddrog privatadressen som en del af aftalen, burde de således have haft et forudgående gyldigt samtykke fra forbrugeren, til at blive kontaktet med henblik på indgåelse af salg af el til private.

Nævnet besluttede, at når der var tale om en forbrugeraftale, havde forbrugeren ret til at udnytte sin fortrydelsesret fra afgørelsestidspunktet og skulle derfor ikke betale annulleringsgebyret.

Forbrugeren fik medhold. 

Læs hele afgørelsen her.

Sidst opdateret: 11. juli 2016



Når du tilmelder dig vores nyhedsbrev behandler vi dit navn og e-mail i henhold til persondataloven. Læs mere i vores privatlivspolitik.

Kunne du bruge siden?

 

 

Afgørelser februar 2017

Ankenævnets vedtægter

Ankenævnet anvender Min sag

Europæisk klageportal

Laboratoriebesøg i Sverige

Tur til jylland version 2.0