Skip navigation

Urimelig kundebehandling og markedsadfærd

Afgørelse

11. april 2008

Flytteafregning fremkommet til klager 4 år og 5 mdr. efter flytning - Manglende dokumentation førend under retssagen - Urimelig kundebehandling og markedsadfærd

Sagen vedrører en flytteafregning i forbindelse med, at klager den 1. maj 2002 fraflyttede adressen y i Haslev.

Efter klagers oplysninger har indklagede ikke sendt opkrævning før 4 år og 5 mdr. efter, at hun er fraflyttet den påklagede installationsadresse.

I stævning af 17. januar 2007 har indklagede indstævnet klager ved retten i Næstved for et beløb på 5.655,55 kr. med tillæg af procesrente samt 300 kr. i rykkergebyrer, udenretlige inddrivelsesomkostninger på 900 kr. samt retssagens omkostninger.

NÆVNETS BEMÆRKNINGER

Sagen vedrører en regning med forfald den 3. juni 2002 på kr. 4.599,91 for el i perioden1.juni 2002 – 31. august 2002; en flytteopgørelse på kr. 1.055,64 for el i perioden 16. januar 2002 – 1. maj 2002 samt rykkergebyrer, renter, inkassogebyr og omkostninger, herunder gebyr for 3 rykkerbreve, som klager anfører aldrig at have modtaget.

Kontraktforholdet mellem den enkelte slutbruger og elforsyningsselskabet er reguleret dels af elselskabets til Energitilsynet anmeldte leveringsbetingelser, dels af den til enhver tid gældende elforsyningslov, samt af andre relevante love.

Opgørelse af elforbruget

Efter elforsyningslovens § 6, stk. 2, har enhver ret til mod betaling at blive forsynet med elektricitet fra en virksomhed med forsyningspligt. Bestemmelsen indebærer, at en elforbruger, der forbruger el, herefter har indgået et kundeforhold med et forsyningspligtigt elselskab i henhold til de anmeldte leveringsbestemmelser, ligesom der er pligt til at betale for den forbrugte elektricitet.

Udgangspunktet efter tidligere administrativ praksis ved Energitilsynet/Energiklagenævnet samt domstolspraksis er, at hvis der ikke er indikationer på målerfejl, påhviler det den forbruger, der påstår at det målte forbrug ikke svarer til det faktiske forbrug, at dokumentere eller sandsynliggøre denne påstand.

Ankenævnet bemærker, at hverken klager eller energiselskabet har fundet behov for at få måleren undersøgt, og at der i øvrigt ikke har foreligget omstændigheder, som kan tyde på, at der skulle være fejl på måleren.

Nævnet anser det herefter for uomtvistet, at det af indklagede opgjorte forbrug således reelt er blevet forbrugt.

Nævnet kan derfor ikke give klager medhold den fremsatte klage om reduktion af det fakturerede antal kWh.

Flytteopgørelse

Klager anfører, at indklagede har undladt at sende en flytteopgørelse. Følgende fremgår bl.a. af punkt 10.2 i indklagedes leveringsbetingelser:

10.2 Hæftelse og fraflytning

Kunden hæfter for betaling for el-leveringen til og med datoen for aftaleforholdets ophør. Det er en betingelse for aftaleforholdets ophør, at

  • en ny kunde er indtrådt i aftaleforholdet og har oplyst målerstanden til SEAS-NVE eller
  • der foreligger en selvaflæsning, som SEAS-NVE har accepteret eller
  • kunden har givet SEAS-NVE adgang til at aflæse måleren mod betaling og eventuelt afbryde forsyningen.

Ophør af aftaleforholdet bekræftes ved fremsendelse af en slutafregning.

Da leveringsbetingelserne er en del af det samlede aftaleforhold, har klager vidst eller burde have vidst, at der ville komme en sådan slutafregning, som kunne indebære en restbetaling.

Uanset at klager ikke modtager en slutafregning fra indklagede, er klager efter det oplyste ikke bibragt nogen opfattelse fra indklagede om, at det totale elforbrug på den fraflyttede installationsadresse var endeligt afregnet med indklagede. Selv om der ikke foreligger en egentlig forpligtelse for klager til at rette henvendelse til indklagede om den manglende slutafregning, er klager ikke i fornøden god tro om, at der ikke foreligger nogen restgæld.

Selv om slutafregningens er fremkommet sent i forhold til flyttedato, er kravet forsøgt inddrevet inden 5 år fra forfaldsdato. Kravet er således ikke forældet efter forældelsesloven af 1908.

På denne baggrund finder nævnet ikke grundlag for fritage klager for at betale for det opgjorte elforbrug.

Rykkerbreve

Indklagede har i sagen fremlagt kopi af fremsendte rykkerskrivelser og inkassovarsler. Det følger af nævnets udviklede praksis, som også nu er understøttet af retspraksis, at dette er tilstrækkeligt som bevis for at breve er afsendt og kommet frem, når der ikke foreligger oplysninger om uregelmæssigheder i postgangen.

Inkassoomkostninger

Nævnet finder anledning til at bemærke, at indklagedes procedure i forbindelse med restanceinddrivelsen og videregivelse til udenretlig inkasso i denne sag må betegnes som kritisabel. Der bør ikke videregives til udenretlig inkasso, før kravet er klarlagt over for skyldner, især når skyldneren flere gange har anmodet indklagede om at redegøre for og dokumentere det påståede betalingskrav. Den endelige opgørelse med dokumentation for kravet forelå først den 30. november 2006, efter at sagen var overgivet til ekstern inkasso.

Inkassolovens dokumentationskrav

Nævnet finder efter det oplyste i denne sag, at indklagedes advokat ikke har efterlevet inkassolovens krav i inkassolovens § 10, stk. 2. På denne baggrund er det ikke rimeligt, at klager skal betale udenretslige sagsomkostninger.

Når inkassolovens dokumentationskrav ikke er blevet overholdt, har det heller ikke været rimeligt, at indklagede og dennes inkassoadvokat har overgivet fordringen til egentlig retslig inkasso med udtagelse af stævning. Som følge heraf fritages klager også for at dække de således påløbne inkasso- og advokatomkostninger, som indklagede herefter selv må bære.

Rykkergebyrer og morarenter

Efter rentelovens § 3, stk. 1, skal der betales rente fra forfaldsdagen, hvis denne er fastsat i forvejen. Efter stk. 3 skal der dog tidligst betales rente, når der er gået 30 dage efter den dag, hvor skyldneren var i stand til at indhente de oplysninger, som må anses for nødvendige for at bedømme kravets berettigelse og størrelse. Endelig kan retten og dermed også et ankenævn efter stk. 5 i særlige tilfælde bestemme, at rente skal betales fra et tidligere eller senere tidspunkt.

Efter nævnets opfattelse har klager på grund af indklagedes forhold og den manglende dokumentation af betalingskravet først den 30. november 2006 fået de nødvendige oplysninger til bedømmelse af hovedkravets berettigelse og størrelse. Nævnet finder herefter, at indklagedes betalingskrav efter princippet i rentelovens § 3, stk. 5, først endeligt fastsat i denne afgørelse. Kravet kan derfor tidligst forrentes 30 dage efter, at indklagede har udsendt ny regning, der er opgjort i overensstemmelse med resultatet af afgørelsen, jf. rentelovens § 3, stk. 3.

Klager gives derfor medhold i sin klage således, at det skyldige beløb skal reduceres med samtlige pålagte restance- og inkassogebyrer, morarenter, inkassoomkostninger samt påløbne advokat- og retssagsomkostninger ved den ophævede retssag.

Hent afgørelsen her (pdf)

Dato for afgørelse:: 11. april 2008

Sagsnummer:: 4/1920-0101-0304

Sidst opdateret: 11. april 2008