Skip navigation

Fremlejer hæfter ikke for fremudlejers gæld

Afgørelse

10. oktober 2006

Flytteregning - Tvist om fremlejers betalingspligt for fremudlejrs restance - Ikke bevis for fremlejers tiltrædelse af betalingsforpligtelse

Kunde NN, der var lejer på installationsadressen, blev tilmeldt som forbruger i 1996. På grund af restance blev el- og gasforsyningen afbrudt og forseglet i 1998.

Ved reetablering af forsyningen i 1999 blev det konstateret, at plomberne var brudt på både el- og gasmåleren, hvilket indikerede, at der havde været aftaget elektricitet og forbrugt gas uden målerregistreringer.

Klager lejede fra 01.06.2000 et værelse af NN, og i huslejen til NN var inkluderet forbrug af el og gas. NN var som udlejer fortsat registreret som kunde hos indklagede. 

Den 21. marts 2001 foretog Københavns Politi ransagning på installationsadressen. Politiet gjorde efterfølgende indklagede opmærksom på, at elmåleren var omgået, da politiet var mødt op på adressen for at anholde NN. Indklagede mødte op og konstaterede, at elmålerens tælleværk var blevet sat ud af funktion ved at måleren var ”lagt ned”. Indklagede dokumenterede forholdet med fotos af elmåler og installation og hjemtog måleren samt forseglede elinstallationen.

Da klager kom hjem fra arbejde, opdagede han, at der var lukket fuldstændigt for strømmen. Klager kontaktede indklagede og oplyste, at han til dato havde betalt husleje inklusive forbrugsafgifter.

Klager rettede som lejer af et værelse på installationsadressen skriftlig henvendelse til indklagede, hvor han anmodede om et forslag til genopsættelse af elmåler. Klager oplyste også, at de påsatte plomber var blevet fjernet i forbindelse med en fest på adressen.

Indklagede politianmeldte NN. Tyveriforbruget antoges at være begyndt den i februar 1999, hvor måleren var blevet sat op og hvorfra den sidste pålidelige aflæsning stammede. Indklagede opgjorde tyveriet til 2.937 kWh til en pris på 4.515,64 kr. inkl. moms.

Købehavns Politi meddelte indklagede den i juni 2001, at der var meddelt tiltalefrafald over for NN for tyveri af el.

På et tidspunkt opdagede klager, at plomben var brudt igen. Klager kontaktede indklagede herom, der den 17. september 2001 foretog et nyt eftersyn på adressen. Det blev konstateret, at plomben igen var brudt på klemkassen, ligesom plomben også var brudt på gasmåleren.

Indklagede havde herefter to udeståender, hvad angik forbruget på adressen:

  1. Tyveriforbruget fra perioden fra 3. februar 1999 til 21. marts 2001, og fra perioden 21. marts 2001 til 17. september 2001 (hvor det for anden gang blev konstateret, at plomben var brudt). Tyveriforbruget blev skønnet til en værdi på i alt 5.471,01 kr. eks. moms.
  2. Udlejerens gamle restance til indklagede. Restancen, stammede fra tiden før måleren blev sat op den 3. februar 1999 og var på 8.667,83 kr.

Dette blev foreholdt klager af indklagede, men klager afviste selv at have brudt plomberne. Da han var villig til hvad som helst for at få strøm, underskrev han en erklæring om at betale for et forbrug på 5.471,01 kr. Det fremgik ikke af erklæringen, at der var tale om tyveri, men kun at måleren havde været defekt.

Ifølge klager blev det også aftalt, at han skulle betale 5.000 kr. på en gang, og derefter 600 kr. pr. måned. Det aftaltes også, at hans navn skulle anføres på fakturaer og andre breve, så han kunne åbne disse.

Ifølge indklagede var aftalen derimod, at klager skulle betale NN’s restance plus tyveriforbruget, i alt 15.506,09 kr. inkl. moms, hvis han ville have strøm i lejligheden igen.

I april 2003 meddelte klager, at han fra oktober 2002 havde været fraflyttet installationsadressen. I brevet anførte klager på ny, at han havde aftalt at betale 600 kr. pr. måned for at få gælden afviklet. Endvidere anførte klager, at det var en fejl, at han var blevet oprettet som kunde.

Indklagede sendte 31.10.2003 en flytteregning til adressen. Flytteregningen var påført både klagers og udlejers navn. Regningen havde et betalingskrav på 17.115,83 kr. for perioden 31.05.2002 - 20.03.2003.

Indklagede overgav inddrivelsen af beløbet til en privat inkassoadvokat, der har sendt inkassoopkrævninger hhv. den 24. september 2004, 15. oktober 2004 og 23. november 2004. Opkrævningerne var påført både udlejers og klagers navn, men blev kun sendt til NN’s adresse i Sverige. 

Inkassoopkrævningerne blev ikke betalt. Der blev den 16.12.2004 udtaget stævning alene mod klager ved retten i Frederikssund. Stævningen lød på 20.784,39 kr. med tillæg af omkostninger og renter, på. stævningsdagen opgjort til 25.913,76 kr.

Klager bestred fordringen, men tilbød at betale halvdelen af beløbet. Dette blev afvist af indklagede.

Retten i Frederikssund har herefter udsat retssagen og oversendt den til Ankenævnet på Energiområdet.

NÆVNETS BEMÆRKNINGER

Sagen vedrører to forhold, dels en aftale om betaling af gammel restance fra før ovenstående periode, dels betaling for forbrug af el og gas i perioden 5. december 2001 til 20. marts 2003.

Aftalen mellem klager og indklagede omfatter en kontant betaling på 5000 kr., samt månedlige afdrag på 600 kr. over 18 måneder. I forbindelse med oprettelsen af ovenstående aftale har indklagede gjort gældende, at klager som fremlejer efter aftale blev registreret som kunde sammen med den oprindelige kunde som lejer på forbrugsstedet.

Klager benægter at have aftalt, at han skulle være kunde hos indklagede og derfor ikke skal betale for tredjemands gæld for forbrug af el og gas i perioden 5. december 2001 til 20. marts 2003.

Efter ankenævnets opfattelse er det usædvanligt, at en fremlejer oprettes som kunde på et forbrugssted, hvor fremudlejer er registreret som kunde og fortsat bebor installationsadressen. Imidlertid lægger nævnet til grund, at klagers navn er opført sammen med den anden kundes navn på de a conto regninger, der er sendt til forbrugsstedet. Klager har derfor fået underretning om eller burde have været vidende om, at indklagede betragtede ham som kunde. Dette indebærer dog ikke, at indklagede uden udtrykkelig særskilt aftale kan kræve tidligere opstået gæld betalt af klager. Registreringen som kunde indebærer alene, at klager fra dette tidspunkt hæfter for det fremtidige elforbrug.

Nævnet lægger endvidere til grund, at klager og indklagede indgik en aftale, der ifølge den underskrevne AKKORD omfattede betaling af 5.471,01 kr. ekskl. moms for fejlregistrering af el i perioden 3. februar 1999 til 17. september 2001.

Parterne er enige om, at der er aftalt en kontant betaling af 5.000 kr. og fremtidige månedsafdrag på 600 kr. Derimod er parterne uenige om, hvad betalingsaftalen omfatter.

Indklagede har påstået, at klager har accepteret at betale fremudlejers gamle restance for elforbrug på 15.506,09 kr. inkl. moms. Den kreditor, der vil gøre et betalingskrav gældende, har bevisbyrden for, at der foreligger en retsgyldig aftale om betalingsforpligtelsen. Mod klagers benægtelse heraf og under hensyn til, at det er mindre sandsynligt, at klager ville påtage sig at hæfte for en tredjemands betydelige gæld, finder nævnet, at indklagede ikke har dokumenteret eller med tilstrækkelig sandsynlighed godtgjort, at klager har påtaget sig den påståede gældsforpligtelse. Som følge heraf skal klagers ubestridte indbetalinger på 8.600 kr. modregnes i indklagedes opgørelse af restancen, der under sagens behandling er opgjort til 20.390,94 kr. ekskl. renter og gebyrer.

Efter rentelovens § 3, stk. 1, skal der betales rente fra forfaldsdagen, hvis denne er fastsat i forvejen. Efter stk. 3 skal der dog tidligst betales rente, når der er gået 30 dage efter den dag, hvor skyldneren var i stand til at indhente de oplysninger, som må anses for nødvendige for at bedømme kravets berettigelse og størrelse. Endelig kan retten og dermed også godkendte, private ankenævn efter stk. 5 i særlige tilfælde bestemme, at rente skal betales fra et tidligere eller senere tidspunkt.

Efter nævnets opfattelse har klager på grund af indklagedes forhold først ved ankenævnsbehandlingen fået de nødvendige oplysninger til bedømmelse af kravets berettigelse og størrelse. Efter princippet i rentelovens § 3, stk. 5, har indklagedes betalingskrav derfor tidligst forfaldsdato ved afgørelsens dato, jf. rentelovens § 3, stk. 3, og kravet kan først forrentes 30 dage efter, at indklagede har fremsat fornyet betalingsanmodning opgjort i overensstemmelse med afgørelsens resultat. Klager fritages derfor for at betale de af indklagede opgjorte gebyrer og renter på 393,45 kr.

Nævnet bemærker i øvrigt, at indklagede har overgivet sin oprindelige fordring til ekstern inkasso. Både indklagede og inkassoadvokaten har sendt flytteregning og inkassoopkrævninger til fremudlejers adresse i Sverige, hvor klager ikke opholdt sig, uagtet klager allerede den 7. april 2003 havde meddelt indklagede, at han var fraflyttet installationsadressen og ikke længere havde adressefællesskab med udlejeren. På denne baggrund og da der i øvrigt ikke har foreligget noget fuldmagtsforhold mellem klager og udlejer, har inkassoadvokaten ikke overholdt inkassolovens § 10, da påkravsskrivelser ikke er kommet frem til klager. Som følge heraf kan indklagede ikke kræve udenretlige inkassoomkostninger betalt af klager.

Hent afgørelsen her

Dato for afgørelse:: 10. oktober 2006

Sagsnummer:: 4/1920-0101-0029

Sidst opdateret: 10. oktober 2006