Spørgsmål
Forkerte regninger - Hvad er de mest almindelig årsager hertil?
Svar
Dette er nogle af de mest almindelige årsager til, at el-, naturgas- og varmeregninger kan være forkerte.
Der er desværre mange ting, der kan gå galt, når regningen skal opgøres. Men uanset hvad problemet er, så kontakt hurtigt dit energiselskab og forklar, hvad du mener, der er galt.
Din regning kan være forkert, fordi måleren er aflæst forkert. Tjek det målertallet på regningen og sammenlign det med det aktuelle tal på din måler. Hvis disse to tal afviger væsentligt, kontakt straks energiselskabet og oplys om det aktuelle tal på måleren og bed om at få reguleret regningen.
Du kan komme til at betale for andres forbrug, hvis du er flyttet ind i et hus eller lejlighed, og ikke har aflæst måleren ved indflytningen og meddelt energiselskabet om målerstanden.
Du kan også skulle betale for forbrug, hvis du er flyttet og ikke har aflæst måleren. Husk derfor ved fraflytning af aflæse måleren og giv besked til energiselskabet om, at du flytter samt oplyse den aflæste målerstand.
Måleren være aflæst forkert, enten af dig selv eller af en måleraflæser. Hvis du har selvaflæst og indrapporteret aflæsningen ved tast-selv-service eller via energiselskabets hjemmeside, kan du ved en fejl have tastet et forkert ciffer.
Hvis du bor et sted, hvor der er flere målere, der sidder ved siden af hinanden, kan der nemt opstå fejl. Tjek derfor også det oplyste installationsnummer på regningen og sammenlign det med det nummer, der står på din måler.
Der kan være fejl i energiselskabets oplysninger om dine målerstande. Fx kan måleren være skiftet, og den nye aflæsning ikke følger den gamle målers aflæsninger.
Der kan være fejl i adressen, fx i etagebetegnelsen. Tjek derfor adresseoplysningerne på regningen.
Der kan være fejl i aftalte vilkår om tariffen, fx er aftalt rabat ikke indregnet, eller aftalt fast pris ikke er anvendt.
Men alle disse problemer vil normalt kunne blive løst, hvis du hurtigt kontakter dit energiselskab, når du opdager fejlen.
Er du ikke tilfreds med svaret fra dit energiselskab, så følg op med at sende en klage til energiselskabet, fx pr. brev eller email.
Når du så har fået et skriftligt svar, kan du få din klage prøvet i ankenævnet.
Du kan få flere gåde råd om, hvordan du skal kontakte dit energiselskab ved at se klageguiden.