Parterne indgik i slutningen af februar 2007 en aftale om etablering af stikledning og montering af måler- og regulatorskab samt tilslutning til distributionssystemet (stikledningsaftale). Klagers tilslutningsbidrag androg kr. 15.000.
Klager kontaktede i brev af 2. marts 2007 indklagede. I brevet bad klager om at få svar på nogle spørgsmål vedrørende udgiften til stikledningen, herunder den prismæssige forskelsbehandling mellem bebyggelse i nyudstykkede områder og i ældre udstykninger.
I indklagedes besvarelse af 12. marts 2007 fremgik, at indklagede per 1. oktober 2005 havde indført betaling for stikledninger i nye områder, der skal forsynes med naturgas. Årsagen til indførelse af stikledningsbidraget var det nye bygningsreglement, der indebærer, at nybyggeri til opvarmning ikke vil forbruge mere end ca. 7,5 m3 naturgas pr. år/m2. Indklagede redegjorde for, at et så lavt naturgasforbrug generelt ikke er tilstrækkeligt til at afskrive og forrente etableringsudgiften til en stikledning eller til de løbende omkostninger, der er forbundet hermed. Indklagede henviste til, at ældre bygninger generelt bruger en væsentligt større energimængde til opvarmning.
Klager kontaktede Ankenævnet på Energiområdet i brev af 15. april 2007 med et krav om at få tilbagebetalt stikledningsafgiften med min. 3.000 kr.
NÆVNETS BEMÆRKNINGER
Ankenævnet bemærker indledningsvis, at foranstående sagsfremstilling er et resume af parternes oplysninger til ankenævnet. Ved nævnets vurdering af sagen har nævnsmedlemmerne været bekendt med samtlige breve og bilag, som parterne har indsendt i sagen.
Kontraktforholdet mellem den enkelte slutbruger og naturgasforsyningsselskabet er reguleret dels af naturgasselskabet til Energitilsynet anmeldte leveringsbetingelser, dels af den til enhver tid gældende naturgasforsyningslov, samt af andre relevante love.
Efter naturgasforsyningslovens § 7, stk. 2, har enhver - i områder, der er udlagt til naturgasforsyning og andre, som er eller bliver tilsluttet naturgasforsyningsnettet - ret til mod betaling at blive forsynet med naturgas fra en virksomhed med forsyningspligt. Bestemmelsen indebærer, at en naturgasforbruger, der forbruger naturgas, herefter har indgået et kundeforhold med et forsyningspligtigt naturgasselskab i henhold til de anmeldte leveringsbetingelser, ligesom der er pligt til at betale for den forbrugte naturgas.
Sagen vedrører en klage over, at selskabet opkræver stikledningsafgift på kr. 15.000 inklusiv moms ved bebyggelse i nyudstykkede områder, når bebyggelse i ældre udstykninger ikke har skulle betale for stikledningen.
Efter naturgasforsyningslovens § 37, stk. 2, skal de i stk. 1 nævnte priser [priser for ydelser fra distributionsselskaber og forsyningspligtige selskaber] fastsættes efter rimelige, objektive og ikke-diskriminerende kriterier i forhold til, hvilke omkostninger de enkelte brugere og forbrugere giver anledning til.
Det fremgår af de almindelige bemærkninger til loven, at tarifferne skal være omkostningsægte over for de enkelte brugere af nettet i den forstand, at den enkelte bruger af distributionsnettet som minimum bærer de omkostninger, der direkte kan henføres til brugeren. Direkte henførbare omkostninger omfatter blandt andet omkostninger til stikledning.
Ankenævnet behandler civilretlige tvister mellem private forbrugere og energiselskaber, jf. § 1, stk. 1 i vedtægterne for Ankenævnet på Energiområdet. Uden for ankenævnets kompetence falder sager, hvis behandling i henhold til lovgivningen er henlagt til offentlige myndigheder eller andre godkendte anke- eller klagenævn, jf. § 4.
Nævnet har derfor i nærværende klagesag alene vurderet den civilretlige anvendelse af anmeldte leveringsbetingelser og priser.
Nævnet lægger til grund, at indklagede har opkrævet stikledningsafgift efter de tariffer, der er anmeldt til Energitilsynet.
Af denne grund og som sagen foreligger oplyst, finder nævnet ikke grundlag for civilretligt at give klager medhold i det fremsatte krav.
Nævnet træffer herefter følgende afgørelse
A F G Ø R E L S E
Ankenævnet kan ikke give klageren, NN, medhold i det fremsatte krav over for indklagede, HNG, Hovedstadsregionens Naturgasselskab I/S, om at få den erlagte udgift til stikledningen helt eller delvist tilbage med mindst kr. 3.000.
Indklagede skal ikke betale sagsomkostninger i denne sag, lige som klagegebyret ikke returneres til klageren, jf. § 23, stk. 2, i ankenævnets vedtægter.