Klager havde den 5. oktober 2005 underskrevet en standardlejekontrakt med udlejer. Det lejede areal udgjorde 60 m2.
XX A/S, der var ejer af ejendommen i den påklagede periode fra den 5. august 2006 til den 31. oktober 2007, overtog ejendommen på tvangsaktion 3. august 2006, og i den forbindelse lavede indklagede en slutopgørelse med de tidligere ejere med en slutaflæsning af elmåleren på 551.795 kWh.
XX A/S overtog på ny ejendommen den 1. november 2007, hvor XX A/S aflæste elmåleren til 619.871 kWh svarende til et forbrug i perioden på 68.076 kWh.
XX A/S tilbød den 20. december 2006 klager en lejekontrakt over 3 år, med mulighed for at købe ejendommen efter 3 år til en pris på ca. 6.800.000 kr.
XX A/S orienterede ved mail af 21. december 2006 klager om fordele og ulemper ved henholdsvis at leje og købe ejendommen.
Klager orienterede i mail af 12. juli 2007 XX A/S om, at klager ønskede at fraflytte pr. 1. august 2007. Klager tilbød samtidig en månedlig afdragsordning på minimum 4.000 kr., hvorved klagers udestående kunne fjernes.
XX A/S bekræftede samme dag modtagelsen af opsigelsen og bekræftede, at klager var frigjort for det lejede pr. 31. oktober 2007.
XX A/S tilmeldte sig hos indklagede den 1. november 2007 og anmodede om en leveringskontrakt samt oplyste den aflæste målerstand.
Ejendomsselskabet modtog ikke nogen henvendelser fra indklagede, hverken henvendelser om etablering af kundeforhold som anmodet om, regninger eller anmodninger om foretagelse af måleraflæsninger, førend i januar 2008, dvs. 1½ år uden nogen reaktion indklagede. XX A/S måtte derfor antage, at indklagede havde et kundeforhold med klager.
Indklagede oplyste ikke at have udsendt regninger, opgørelser, aflæsningsanmodninger eller andet i perioden 3. august 2006- januar 2008.
Indklagede har den 29. maj 2008 orienteret klager om, at indklagede anser klager som den rette forbruger af 68.076 kWh svarende til et skyldigt beløb på 110.583,83 kr.
XX A/S orienterede den 28. november 2008 telefonisk indklagede om sagsforløbet. XX A/S meddelte, at klager i den påklagede periode forpagtede og benyttede ejendommen.
Indklagede har den 2. december 2008 overfor klager gentaget, at indklagede betragtede klager som den faktiske forbruger på adressen … .
Herefter har klager indbragt sagen for Ankenævnet på Energiområdet.
NÆVNETS BEMÆRKNINGER
Ankenævnet bemærker indledningsvis, at foranstående sagsfremstilling er et resume af parternes oplysninger til ankenævnet. Ved nævnets vurdering af sagen har nævnsmedlemmerne været bekendt med samtlige breve og bilag, som parterne har indsendt i sagen.
Efter det oplyste er det ikke udelukket, at klager i denne sag kan anses for en erhvervsdrivende forbruger. Ankenævnets vedtægter indeholder i § 1 følgende om nævnets kompetence:
§ 1. Ankenævnet behandler civilretlige tvister mellem private forbrugere og energiselskaber.
Stk. 2. Ankenævnet behandler klager fra private forbrugere vedrørende forbrugeraftaler om køb og levering af el, gas og varme samt andre varer og tjenesteydelser i forbindelser hermed.
…
Stk. 5. Ankenævnet kan behandle klager fra erhvervsdrivende, såfremt klagen ikke adskiller sig væsentligt fra en klage vedrørende et privat kundeforhold.
Som sagen foreligger oplyst, finder nævnet, at klagesagen mellem klager og indklagede i denne sag ikke har en så udpræget erhvervsmæssig karakter, at sagen adskiller sig væsentligt fra en klage vedrørende et privat kundeforhold.
Forudsætningen om at klagen ikke væsentlig skal adskille sig fra en klage fra en ren privat forbruger er i denne sag således opfyldt, også under hensyn til at det ikke er klart, om klager optræder som erhvervsdrivende forbruger.
Nævnet anser sig derfor for kompetent til at behandle sagen.
Efter elforsyningslovens § 6, stk. 2, har enhver ret til mod betaling at blive forsynet med elektricitet fra en virksomhed med forsyningspligt, ligesom enhver har ret til mod betaling at få adgang til distributionsnettet. Dette indebærer, at forbrugeren forudsætningsvis efter elforsyningsloven og i øvrigt efter dansk rets almindelige regler ved at forbruge el har accepteret at stå i et forpligtende kundeforhold med både netselskabet og elleverandøren.
I relation til netselskabet må forbrugeren herefter acceptere at modtage transportydelsen på netselskabets leveringsvilkår (»netbenyttelsesaftalen«), og til de gældende prisvilkår, som er anmeldt til Energitilsynet.
I relation til elleverandøren har forbrugeren ligeledes accepteret at købe elektriciteten hos det forsyningspligtige elselskab efter dette selskabs gældende leveringsvilkår (»leveringsbetingelser«), medmindre forbrugeren har valgt en anden elleverandør, som der er så er indgået en egentlig, skriftlig kontrakt med.
For netbenyttelsesaftalen og leveringsbetingelserne gælder, at disse skal være anmeldt til Energitilsynet og er reguleret af elforsyningsloven samt dansk rets øvrige regler, herunder bl.a. aftale- og købeloven.
Sagen vedrører en slutopgørelse for el på 109.972,73 kr. for et elforbrug på 68.076 kWh for hele ejendommens elinstallationer i perioden fra den 6. august 2006 til den 1. november 2007.
Nævnet lægger efter det oplyste til grund, at klager ved ibrugtagning af det mindre lejemål på 60 m2 af ejendommens samlede bebyggede areal ikke blev registret som direkte kunde hos indklagede, ligesom klager ikke direkte har modtaget opkrævninger fra indklagede for elforbruget for dette lejemål.
Herefter har der i nævnet ikke kunnet opnås enighed om, hvorvidt klager er pligtig til at betale for det af indklagede opgjorte betalingskrav på 109.972,73 kr., der vedrører hele ejendommens elforbrug.
(Poul Gorm Nielsen, Lis Holst Andersen, Niels Ole Bjerregaard og Martin Salomon) finder, at vilkårene i lejekontrakten mellem klager og ejendommens ejer om afregning af forbrugsafgifter for lejemålet på de 60 m2 tydeligt angiver, at klager afregner forbrugsafgifter til ejendommens ejer (udlejer), og at udlejer forpligter sig til at opsætte bimåler i lejemålet.
Efter flertallets opfattelse har indklagede ikke dokumenteret, at der er etableret et kundeforhold med klager ved klagers ibrugtagelse af lejemålet på de 60 m2, fx ved fremsendelse af velkomstbrev og/eller fremsendelse af leveringsvilkår. Endvidere har indklagede heller ikke fremsendt elregninger til klager, og klager har således ikke ved sin brug af el i lejemålet påtaget sig en betalingsforpligtelse over for indklagede.
På denne baggrund påhviler det indklagede på anden måde at dokumentere, at klager har påtaget sig betalingsforpligtelsen.
Som dokumentation for det påståede kundeforhold har indklagede henvist til, at udlejer meddeler indklagede, at klager har overtaget lejemålet for hele ejendommen. Indklagede har i forbindelse med denne meddelelse alene rettet henvendelse til klager med et betalingskrav. Da klager protesterede mod kundeforholdet, foretog indklagede sig ikke noget for at dokumentere sin påstand om kundeforholdets etablering, fx ved at kræve dokumentation fra udlejer i form af aftaledokumenter mellem klager og udlejer.
Uanset at klager eventuel efterfølgende har forbrugt el i yderligere bygninger på ejendommen, kan dette efter flertallets opfattelse ikke i sig selv give grundlag for, at indklagede kan antage, at klager har påtaget sig kundeforholdet og betalingsforpligtelsen over for indklagede alene på baggrund af udlejers meddelelse. Indklagede er uberettiget til at etablere klager som direkte kunde for hele ejendommens (installationsadressens) elforbrug, når klager bestrider at være faktisk forbruger heraf.
Indklagede må efter flertallets opfattelse i stedet rette sit betalingskrav mod den oprindelige kunde (udlejer som ejendommens ejer), da denne er indklagedes reelle aftalepart. En eventuel indbyrdes fordeling mellem udlejer og klager som lejer er indklagede uvedkommende og må evt. løses efter de lejeretlige regler i n sag mellem klager og udlejer.
Flertallet stemmer derfor for at give klager fuldt medhold i det fremsatte krav om fritagelse for betaling af indklagedes betalingskrav.
(Thomas Andersen Thrane) udtaler:
Det lægges til grund, at ejendommen på installationsadressen blev købt af tredjemand (herefter ejeren) på tvangsauktion den 3. august 2006. Jeg lægger endvidere til grund, at klager har herefter været forpagter eller lejer på ejendommen i den periode, det omtvistede energiforbrug er målt.
Jeg bemærker tillige, at der ikke under sagen har kunnet fremlægges noget kopi af skriftligt kontraktgrundlag (kontrakt, velkomstbrev etc.) mellem klager og SEAS-NVE til brug for nævnets behandling af denne sag.
Jeg finder ikke grundlag for at statuere, at SEAS-NVE skulle have fortabt sit krav ved passivitet.
Det er nævnets faste praksis, at energiforbrugerens og energivirksomhedens civilretlige forpligtelser indtræder over for hinanden, når der første gang forbruges energi, og at betalingsforpligtelsen påhviler den, der får leveret og forbruger energien, jf. herved nævnets afgørelse af 13. juli 2009 i sag 4/1920-0101-0457 (NN mod Nakskov Elnet m.fl.) og nævnets afgørelse af 7. juli 2009 i sag 4/1920-0201-0043 (NN mod HNG/Midt-Nord m.fl.).
En energiforbruger må derfor acceptere at betale for den leverede energi på de betingelser, der følger af virksomhedens leveringsbestemmelser, som fremlagt under denne sag, således som det er nævnets faste praksis med hensyn til aftalegrundlaget, jf. bl.a. nævnets afgørelser af 1. juli 2008 i sag 4/1920-0101-0306 (NN mod Nordvestjysk Elforsyning) og af 19. december 2008 i sag 3/1920-0301-0083 (NN mod NRGi Lokalvarme og NRGi Net m.fl.).
Da det er uomtvistet, at såvel klager som ejendommens ejer har brugt energi fra installationen, hæfter de begge over for indklagede.
Som udgangspunkt hæfter energiforbrugerne solidarisk over for energivirksomheden i henhold til dansk rets almindelige regler (princippet i gældsbrevslovens § 2), jf. i samme retning nævnets faste praksis, bl.a. afgørelse af 20. december 2007 i sag 4/1920-0101-0151 (NN mod DONG Energy) og afgørelse af 24. juli 2008 i sag 4/1920-0101-0389 (NN mod AKE Forsyning), hvor det fandtes energivirksomheden uvedkommende hvordan den interne fordeling af energiregningen mellem energiforbrugerne skulle fordeles. Indklagede i denne sag kan derfor henholde sig til begge skyldnere.
Som nævnet bemærkede i sin afgørelse af 12. oktober 2009 i sag 4/1920-0101-0560 (NN mod AKE), kan energiforbrugere som led i interne formueforhold og formuefordelinger træffe aftale indbyrdes om, hvem der skal betale. Disse aftaler er i almindelighed kreditor (energivirksomheden) uvedkommende, da energivirksomheden ikke kan antages at kende disse aftaler, og da energivirksomheden i medfør af det ovenfor anførte kan henholde sig til energiforbrugere på adressen. Aftalerne – herunder eksempelvis lejekontrakter – kan derfor i almindelighed ikke gøres gældende mod et energiselskab, der ikke er part i kontrakten. Nævnet har dog i sin praksis ladet fremlagte lejekontrakter indikere, om en lejer kan have været i god eller ond tro om, hvorvidt udlejer kan have forpligtet sig til at stå for et evt. energiforbrug på ejendommen, jf. i denne retning nævnets afgørelse af 8. juli 2009 i sag 4/1920-0101-0534 (NN mod SEAS-NVE), hvor en lejer (energiforbruger) ved at undlade at fremlægge dokumentation for, at en udlejer havde påtaget sig at betale for energiforbruget, fandtes at have accepteret at skulle betale det omtvistede forbrug.
I lyset af denne sags særlige omstændigheder finder jeg efter den for nævnet fremlagte dokumentation, at det må anses for mindre sandsynligt, at klageren i denne sag har forbrugt hele den mængde energi, som hun sammen med ejendommens ejer hæfter over for SEAS-NVE for.
Jeg lægger herved vægt på, at det er ubestridt under sagen, at der udover ejeren har været et antal lejere på ejendommen, herunder et værksted i den periode, hvor det omtvistede energiforbrug har fundet sted. Selv om jeg – også i lyset af de forbrugerhensyn, der som fremhævet i Ankenævnets afgørelse af 17. december 2007 i sag 4/1920-0101-0250 (NN mod DONG Energy) konstant er i fokus og har høj prioritet – anser det for tvivlsomt, om det er god skik at vente med at rette hele kravet for det fuldstændige energiforbrug mod en lejer til det tidspunkt, hvor det står klart, at indklagede ikke kan inddrive nogen betaling hos ejendommens ejer, finder jeg, at den præcise interne fordeling mellem klager og ejendommens ejer og øvrige energiforbrugere ikke kan afgøres med de midler til at oplyse en sag, som står til rådighed for Ankenævnet på Energiområdet. Dette gælder navnlig i en sag som denne, hvor ejendommens ejer m.fl. ikke er part og ikke har haft mulighed for at udtale sig under sagen.
En sådan endelig fordeling bør henvises til afgørelse andetsteds, ved endelig aftale mellem klager og ejendommens ejer, eller ved behandling ved domstolene.
I en sag som denne, hvor der er rejst et krav mod klager for elforbrug på over kr. 100.000, finder jeg, at Ankenævnet bør henstille, at indklagede – som god skik er – i et rimeligt omfang bør være energiforbrugerne på ejendommen behjælpelig med den interne forbrugs- og regningsfordeling mv. i det omfang, indklagede har de nødvendige data til at gøre dette.
Dette nævnsmedlem stemmer derfor for ikke at give klager medhold i det fremsatte krav. Klager må i stedet henvises til at søge betalingsforholdene afklaret ved en evt. retssag mod udlejer.
