Gå til resume Gå til indhold

Nye afgørelser februar 2017

Hammer indhold
Nyhed

De mest interessante sager fra de sidste tre nævnsmøder var fra både el- og gasområdet. 
Gå til indhold

Den første sag drejede sig om, at selskabet havde destrueret forbrugerens måler, og de kunne derfor ikke dokumentere, præcist hvor meget forbrug der skulle afregnes. Nævnet slog fast, at det var selskabet som skulle bevise, at måleren var defekt, og at deres beregning var korrekt.

I juli 2015 tog selskabet forbrugerens måler ned. Ifølge selskabet havde måleren ikke registreret noget forbrug i en periode fra 2014 til 2015. Selskabet mente, at der var tale om en fejl på måleren, og de beregnede derfor, hvor meget forbrugeren skulle betale for energien i den pågældende periode. Herefter destruerede selskabet måleren i august 2015.

Ifølge selskabet var fejlen på måleren et defekt tælleværk. Men da måleren var destrueret, kunne måleren ikke undersøges. Hverken forbrugeren eller ankenævnet kunne derfor få endelig vished om, hvorvidt måleren var defekt, og hvad målertallet egentlig havde været. Forbrugeren var ikke enig i selskabets beregning af forbruget og klagede til ankenævnet.

Selskabet erkendte, at måleren ikke burde have været destrueret, da forbrugeren ikke havde mulighed for at få måleren undersøgt. Nævnets medlemmer var dog uenige om, hvilken konsekvens det skulle have for selskabet, at de havde destrueret måleren.

Flertallets opfattelse var, at selskabet havde ført tilstrækkelige beviser for, at måleren var defekt. Forbrugeren måtte have haft et forbrug i perioden, hvilket skulle fastsættes efter tidligere års forbrug. Flertallet vurderede, at selskabet havde beregnet forbruget korrekt.

Mindretallet slog fast, at selskabet ved at have destrueret måleren, havde afskåret sig fra at bevise, at måleren var defekt. Det var derfor mindretallets opfattelse, at selskabet ikke havde bevist, at der var fejl på måleren. Forbrugeren skulle herefter ikke betale noget beløb til selskabet, da måleren ikke havde registreret et forbrug.

Nævnet traf afgørelse i overensstemmelse med flertallets opfattelse, og forbrugeren skulle således betale for det forbrug, som selskabet havde beregnet på baggrund af tidligere års forbrug.

Læs hele afgørelsen her.


Den anden sag handlede om, hvorvidt energiselskabet skulle følge deres egne aftalevilkår, når disse stillede forbrugeren bedre end de almindelige juridiske regler. I dette tilfælde havde selskabet en særlig forældelsesregel i dets vilkår, som stillede forbrugeren bedre end almindelige forældelsesregler.

Forbrugerens fjernaflæste elmåler havde ikke sendt aflæsninger til netselskabet de seneste fire år.

Selskabet orienterede ikke forbrugeren om fejlen, men skrev blot på opgørelserne, at aflæsningerne var skønnet. I maj 2016 modtog forbrugeren en ekstraregning fra selskabet vedrørende perioden fra 2012 – 2016. Selskabet havde aflæst måleren kort før maj 2016 og fundet ud af, at måleren havde registreret et større forbrug, end forbrugeren havde afregnet, da selskabet blot havde skønnet forbruget. Forbrugeren nægtede at betale ekstraregningen, da hun gik ud fra, at måleren automatisk havde fjernaflæst forbruget, og at dette var blevet betalt over betalingsservice.

Nævnet konstaterede, at selskabet havde fulgt nævnets praksis i ekstraregningen ved at dele merforbruget op i fire lige store dele og afregne hver del til de priser, som var gældende i de enkelte år. På denne måde blev forbruget afregnet til de korrekte priser og ikke til den aktuelle pris. Selskabet havde også givet afkald på at kræve betaling for det fjerde år, da dette ville være forældet efter forældelseslovens almindelige forældelsesfrist på tre år.

Nævnet besluttede, at selskabets egen særlige forældelsesregel, som indgik i selskabets egne aftalevilkår, skulle anvendes. Reglen fandt anvendelse, da selskabet havde begået en afregningsfejl, og da forbrugeren ikke vidste eller burde have vidst, at afregningen var forkert. Efter denne forældelsesregel, kunne selskabet kun kræve betaling for den seneste hele afregningsperiode forud for fejlens konstatering.

Ved anvendelsen af den særlige forældelsesregel, skulle forbrugeren betale for en mindre del af merforbruget, end det beløb som selskabet oprindeligt havde krævet.

Læs hele afgørelsen her.


Den tredje sag handlede om, at selskabet havde rettet telefonisk henvendelse til et erhvervsfirma, og mente at have indgået en erhvervsaftale på en privat bopælsadresse. Selskabet skulle bevise, at aftalen i realiteten ikke var indgået med en forbruger, men med et erhvervsfirma.

Selskabet havde ringet til forbrugerens holdingselskab for at indgå en aftale om levering af gas. Ifølge selskabet sagde forbrugeren ja til en erhvervsaftale med holdingselskabet på den leveringsadresse, som også var forbrugerens bopælsadresse. Selskabet mente ikke, at et forbrugerklagenævn kunne behandle sagen, da der var tale om en erhvervsaftale.

Forbrugeren var uenig og mente ikke hun overhovedet havde sagt ja til nogen aftale med selskabet, hverken til en erhvervs- eller privataftale.

Nævnet konstaterede, at sagen ikke faldt uden for nævnets kompetence, da sagen ikke adskilte sig væsentligt fra et privat kundeforhold. Herudover fandt nævnet ikke, at selskabet havde bevist, at forbrugeren faktisk var erhvervsdrivende, og at forbrugeren således måtte ses som et erhvervsselskab.

Nævnet lagde til grund i afgørelsen, at selskabet havde valgt ikke at fremlægge dokumentation af samtalen, eller på anden vis dokumentere forbrugerens accept. Aftalen kunne således ikke anses for at være indgået.

Den mængde gas forbrugeren havde modtaget som kunde i selskabet, kan ikke leveres tilbage. Nævnet vurderede, at i denne konkrete sag skulle forbrugeren fritages fra ethvert krav fra selskabet.

Læs hele afgørelsen her.

Sidst opdateret:   10. februar 2017